Menu

Ny digital holdkammerat sætter spot på klubbens sponsorer

image Foto: Theis Bothmann.
DBU IT
08. november 2021 kl. 12:28
Et nyt modul i KlubOffice skal hjælpe klubberne med at administrere og samarbejde med deres sponsorer.

Hvis kalenderåret var en fodboldkamp, så var det på vej ind i de sidste, vigtige 10 minutter. Slutspurten er også vigtig uden for kridtstregerne ude i klubberne, hvor ihærdige ildsjæle kæmper for at få klubkassen til at stemme, og aftalerne på plads for det kommende kalenderår.

Med et nyt sponsormodul, bliver KlubOffice en endnu bedre medspiller til at finde og administrere klubbens samarbejdspartnere.

Samling og sammenhæng

De udgør en vigtig del af budgettet, af lokalområdet og er en kilde til at realisere projekter. Sponsorer er i de fleste klubber vigtige midtbanemotorer, der er med til at skabe sammenhængskraft i lokalsamfundet. Men de bliver af og til skulderskubbet nederst i bunken af frivillige opgaver, til fordel for baneplanlægning, boldpumpning eller budgetlægning.

I klubbernes administrationssystem, KlubOffice, bliver alle elementer af sponsorarbejdet nu samlet under én paraply. Alle fodboldklubber har fået et modul til at administrere, markedsføre og følge op på de aftaler, der bliver lavet med deres samarbejdspartnere.

KlubOffice sørger således automatisk for at sende faktura på de tidspunkter, der er aftalt – og samle alle oplysningerne på sponsorerne ét sted, så ikke logoer, billeder og kontrakter bliver væk i en indbakke.

Klubberne kan også fordele boldene rundt på banen fra det nye modul. Billeder, beskrivelser og fordele kan sparkes direkte ind på de nye digitale medlems- og fordelskort, og klubbens Klub-CMS hjemmeside.

 

GÅ TIL 'SPONSOR' I KLUBOFFICE HER. 

TILMELDING TIL EN HALVLEGS WEBINAR TORSDAG D. 18. NOVEMBER KL. 19. 

 

Nye og nemme værktøjer på medlemskort og klubhjemmeside

Det nye sponsormodul giver især klubber med en klubhjemmeside i Klub-CMS, eller digitale medlems- og fordelskort, et forspring i tabellen.  

Foruden muligheden for at samle sponsorernes oplysninger i KlubOffice, og sende dem direkte ud på hjemmeside og klubkort, får klubberne nu også konkrete og let tilgængelige værktøjer til at samle op på samarbejdet.

Interessante indblik som antallet af visninger og klik på en sponsors annonce, bliver automatisk samlet sammen og sat op i en rapport, så den er lige til at sende til sponsorerne, fx ved årets udløb.

Find hele vejledningen til det nye sponsormodul i KlubOffice her

Læs mere om digitale medlems- og fordelskort her

Prøv Klub-CMS gratis i 30 dage

Luk