Menu

Fra plastic til app: Digitale medlemskort

image
Thomas Kristensen, DBU IT / DBU Kommunikation
10. december 2020 kl. 14:58
Alle klubber har nu mulighed for at tilbyde medlemmer, trænere og frivillige et digitalt medlems- og fordelskort via Fodbold app’en.

Indgang til førsteholdets kampe. Rabat i den lokale sportsforretning. Og et stolt symbol på tilhørsforhold til din lokale klub. Medlemskort har i mange klubber en helt særlig betydning.

Plastickortet i kreditkortstørrelse kan nu sættes på bænken, og gøre plads til et medlemskort, der også åbner helt nye muligheder for klubbernes sponsorer.

”Print” medlemskort med ét tryk

Den gamle kortprinter og den frivillige ildsjæl, der styrer den, står over for en urimelig opgave:
Giv et medlemskort til nye medlemmer – og indhent dem igen, når de melder sig ud.
En vanskelig disciplin, når kampuret siger 2020, og flere kort og billetter i pungen rykker ind på digitale baner. 

Klubberne kan nu flytte deres printede plastickort ind i Fodbold app’en. Her kan alle spillere, trænere og ledere, som er oprettet i KlubOffice, få et personligt, digitalt medlemskort.

Medlems- og fordelskort samles i det nye menupunkt i Fodbold app'en, 'DBU Wallet'. Her kan man se sit eget medlemskort, og hvis man er oprettet som 'kontaktperson', kan man som forælder også tilgå sine børns kort. Se hvordan man bliver kontaktperson her. 

I Herlev Fodbold glæder de sig til at komme i gang med den nye mulighed, og der er allerede gode ideer til, hvor kortet kan komme i spil. 

“Vi glæder os utrolig meget til at gøre det lettere for vores medlemmer, når de bl.a. skal til 1. holdskampe og handle i vores Café Offside samt hos vores samarbejdspartnere. Det er et spændende tiltag, som kommer til at spare os tid og understøtte den digitale rejse Herlev IF er på samt give yderligere nye muligheder for vores sponsorarbejde,” fortæller Tim Hansen, formand i Herlev IF.


Medlemskortet er personligt, og predesignet i klubbens farver. Klik her for at komme til 'Medlems- og fordelskort' i KlubOffice.

Kortet bliver automatisk tildelt, når man melder sig ind – eller bliver registreret som træner eller leder i klubben. Og når man bliver meldt ud, så forsvinder kortet igen. 

Det løser en udfordring, som mange fodboldklubber kæmper med – og som endnu flere ikke ønsker at kæmpe med.

”Vi ved, at rigtig mange klubber benytter sig af fysiske medlemskort i dag. Vi har også en klar forventning om, at endnu flere har et ønske om at tilbyde et medlemskort - men ikke ønsker administrationen, et fysisk kort medfører. Med et digitalt medlemskort er den administration barberet ned til det minimale,” fortæller IT-chef, Heidi Lüthje.  

Lynguide:

Webinar: Sådan kommer du i gang med medlems- og fordelskortet:

Få sponsorerne frem i lyset

Elektrikeren, slagteren og det lokale supermarked. Gode, lokale sponsorer, som bakker op om klubbens arbejde. I mange tilfælde med et skilt rundt om kampbanen og et logo på hjemmesiden, for at vise frem, at de står bag den lokale klub.  

Det digitale medlemskort er også et fordelskort, hvor klubbens sponsorer kan lægge rabat og gode tilbud ind på den næste lysinstallation, andesteg eller juleslik. 

Sponsorens logo sættes ind i KlubOffice, med en beskrivelse af den fordel, der gives til kortindehavere. Herfra kan der linkes ind til fx sponsorens hjemmeside.

"Vi håber, at vi med denne mulighed kan give klubberne et nyt udstillingsvindue til sponsorer, som måske kæmper med deres forretning i denne svære tid. Det åbner flere og mere fleksible muligheder, hvis også klubberne kan spille på digitale baner i deres sponsorarbejde," fortæller IT-chef, Heidi Lüthje. 

Digitale medlems – og fordelskort er gratis at benytte frem til 1. marts. Derefter er den årlige pris 3 kr. pr. medlem – eller 4,8 kr. pr. medlem, hvis klubben ønsker at fravælge DBU-sponsorer på kortet.

Se i guiden her, hvordan man kommer i gang med at bruge digitale medlems- og fordelskort. 

Se hvordan man man bruger sit medlems- og fordelskort her.