Nye retningslinjer for ændring af fornavn og fødselsdato på brugerprofiler

image
DBU IT
26. november 2024 kl. 10:52
Brugere kan ikke længere ændre fornavn og fødselsdato – ændringen skal sikre korrekt registrering og fair anvendelse af DBU's systemer.

Fra i dag er en ny retningslinje trådt i kraft på tværs af IT Klubpakken. Denne betyder, at brugerne ikke længere selv kan ændre fornavn og fødselsdato på deres profiler. Dette gælder på tværs af IT Klubpakken heriblandt Mit DBU, Fodbold appen, ved onlineindmeldelse i en ny klub og på andre relevante platforme.

Hvad betyder ændringen i praksis?

For brugerne betyder ændringen, at de ikke længere har mulighed for at rette deres fornavn og fødselsdato direkte på nogen af vores platforme. Felterne vil være fjernet, og i stedet vil fornavn og fødselsdato fremgå som låste oplysninger med en infoboks, hvor der står: "Kan kun rettes af klubben eller lokalunionen."

 

Billede af profilsiden på Mit DBU og Fodbold appen.

 

Hvorfor laver vi denne ændring?

Baggrunden for ændringen er at forhindre, at brugere – enten bevidst eller ubevidst – ændrer profiler, så de passer med en anden person. I nogle tilfælde sker dette uskyldigt, fx når en forælder ændrer sin egen profil til at repræsentere sit barn. I andre tilfælde kan det ske med det formål at omgå regler, fx for at få et barn tilmeldt en fodboldskole eller et holdkort, selvom barnet ikke godkendt på grund af alder..

Sådanne ændringer kan føre til flere alvorlige konsekvenser:

  • Regelbrud: Bevidste ændringer kan bruges til at omgå alders- eller medlemskrav, hvilket underminerer systemets integritet.
  • Fejl i systemerne: De bagvedliggende systemer kan blive negativt påvirket, fx hvis børn fejlagtigt fremstår som seniorkamp-spillere, eller hvis brugere placeres forkert i kontingentsystemet. Dette kan skabe administrative udfordringer for både klubber, lokalunionerne og DBU.

Hvad skal brugerne gøre nu?

Hvis en bruger opdager fejl i deres fornavn eller fødselsdato, skal de kontakte deres klub. Ude i klubberne har I adgang til at rette disse oplysninger i KlubOffice.

Lokalunionerne har også mulighed for at ændre informationerne i deres systemer, så hvis brugeren ikke er medlem af en klub, skal personen tage kontakt til sin lokalunion – det vil sige den lokalunion, der passer med brugerens bopæl.

 

Hvis en persons fornavn eller fødselsdato skal ændres i KlubOffice, vil der være en hængelås ved feltet. Klik på hængelåsen for at låse op og gøre feltet redigerbart. Husk at gemme ændringen, når den er foretaget.

 

Hvad betyder ændringen for jer?

For jer frivillige eller ansatte i klubberne betyder ændringen, at I kan forvente en stigning i antallet af henvendelser om rettelser i profiler. Det er derfor vigtigt, at I er opmærksomme på den nye proces og forbereder jer på at håndtere disse henvendelser hurtigt og effektivt.

Ændringen er dog designet til at reducere fejl og problematikker i de bagvedliggende systemer på længere sigt. Dette vil gøre det nemmere at sikre korrekt registrering og samtidig lette arbejdsgangen for både jer i klubberne, lokalunioner og DBU.

Ved at indføre denne proces skaber vi en mere robust struktur, hvor alle parter – brugere, klubber, lokalunioner og DBU – arbejder sammen for at opretholde korrekt registrering og fair anvendelse af vores systemer.

Luk