Undgå holdkortspærring: Få styr på spilletilladelser
"Har vi nu fået indhentet spillercertifikat på den nye spiller?". Et spørgsmål, som mange trænere har spurgt sig selv om. Nu får trænere og ledere et redskab til at undgå at begå fodfejl - og ende med ærgerlige afgørelser på skrivebordet. En ny version af holdkortet gør det glasklart: Uden gyldig spilletilladelse kan spilleren ikke påføres holdkortet. Ændringen træder i kraft fra mandag d. 9. december.
Det kan du gøre som klub
I KlubOffice kan du få overblikket over spillere, der er medlemmer i jeres klub, men som ikke har en gyldig spilletilladelse. På forsiden har du fået en gul sidebesked, som guider dig den rigtige vej. Du kan 1) Få overblikket over spillere, der ikke har et gyldigt spillercertifikat i klubben og 2) Få overblikket over de spillere, der har en 'supplerende spilletilladelse'.
I overblikket kan du se hvilke spillere, du skal være opmærksom på. Hvis spilleren ikke har et spillercertifikat - og ikke er på listen over supplerende spilletilladelser - så skal du eller spilleren tage action. Se her hvordan du ansøger om et spillercertifikat - og her hvordan spilleren kan anmode om en supplerende spilletilladelse. Du kan også anmode om en supplerende spilletilladelse fra spillerens profil i KlubOffice. Se hvordan her.
NYT! Overblik for træneren
I KampKlar på Mit DBU - senere også i KampKlar i Fodbold app'en - kan træneren nu se, hvis der er spillere som ikke har et gyldigt spillercertifikat eller supplerende spilletilladelse. Advarslen findes på spilleroversigten, hvor der er markeret med et rødt udråbstegn, lige som det er tilfældet med ikke-aktiveret Fodboldpas eller kontingentrestance.
Træneren kan ikke selv anmode om spillercertifikat fra KampKlar, og skal således tage kontakt til klub eller spiller for at få indhentet spillercertifikat eller supplerende spilletilladelse.