Tre trin til at undgå en overfyldt fodboldindbakke

image I Fodbold app'en kan man indstille, hvordan man ønsker at få besked, når der er nyt i fodboldhverdagen.
DBU IT
09. august 2023 kl. 14:22
Statusændringer, kommentarer og tilmeldinger. Fodboldindbakken kan hurtigt blive fyldt op. Se hvordan du sikrer dig, kun at få besked om det, du har brug for - hvor du ønsker det.

'Beskedcenter' er din helt egen fodboldindbakke, i hjørnet af Fodbold app'en og Mit DBU. Her får man besked om alt fra sit fodboldliv, med mindre man altså vælger noget af informationsstrømmen fra.

Beskedcenteret sørger også for at sende beskederne videre på den måde, brugeren ønsker det; som notifikation, e-mail eller - ved direkte beskeder i KampKlar - som SMS. 

Du kan få en notifikation, når en holdkammerat eller medtræner sender en besked fra app'en. Eller få en reminder på e-mail, når det er tid til at udfylde holdkort. Der er masser af muligheder, og det handler det om at begrænse mængden af beskeder til det, du har brug for at få besked om. 

Følg disse tre trin for at få mest ud af din fodboldindbakke. 

Trin 1 - sæt indstillingerne rigtigt på telefonen

Hvis du ønsker at modtage notifikationer på din smartphone eller tablet, skal du starte med at sikre dig, at du har slået notifikationer til for Fodbold app'en. Det gør man under indstillinger på sin enhed. Vejen derind varierer, afhængigt af den smartphone eller tablet, man bruger. På en iPhone kan det se ud som vist herunder, hvor 'tillad notifikationer' altså skal være slået til. 

Trin 2 - hvordan vil du have besked? 

Nu kan du begynde at vælge, hvilke hændelser du vil have notifikationer og e-mails om. Dine muligheder afhænger af, hvilke roller du har på din DBU-profil. Hvis man fx er træner eller holdleder, er der mere at vælge imellem, eksempelvis påmindelser om holdkort og statusændringer på aktiviteter fra spillerne på holdet i KampKlar. 

Find beskedindstillinger via indbakken i højre hjørne, når du er logget ind i Fodbold app'en - eller på Mit DBU her. Indstillingerne skal kun sættes ét sted, men virker for fodboldindbakken på begge platforme. 

 

Trin 3 - indstillinger på hvert hold i KampKlar. Gælder kun for holdkontakter (trænere og holdledere)

Hvis man er træner eller holdleder kan det være lidt overvældende med 24 beskeder, hver gang spillerne til- eller framelder sig, eller kommenterer på aktiviteter. Hvis man foretrækker bare at følge med på aktiviteterne i KampKlar, kan man vælge beskederne, der sendes til beskedcenteret, helt fra. Således bliver de heller ikke distribueret videre som hverken notifikationer eller e-mails. 

Find 'Beskedindstillinger' under det enkelte hold på KampKlar på Mit DBU. 

Hvis man er træner eller holdleder på flere hold, kan man således også differentiere indstillingerne på de enkelte hold. 

Luk