Inviter en ny træner eller holdleder fra Fodbold appen
Når en ny trænerkollega kommer til holdet, eller en forælder melder sig som holdleder, bliver det fremover lidt lettere at få vedkommende med mens man står ude ved banen eller i klubhuset.
Nu kan man, hvis man er en del af trænerteamet, således invitere via e-mail direkte fra KampKlar i Fodbold appen.
Opdater Fodbold appen i App Store her - eller i Google Play her.
Sådan inviterer man en ny træner eller holdleder
Gå ind i KampKlar via fodbolden i menuen i bunden. Hvis du er træner/holdleder på flere hold, så vælg det hold, du vil invitere en person til.
Tryk herefter på 'Holdet', så på de tre prikker og 'Inviter ny holdkontakt'.
Herfra skal du blot indtaste en e-mail på den person, du vil invitere til holdet.
Vedkommende modtager derefter en e-mail med et link, hvorfra man enten kan oprette en ny DBU-profil - eller logge ind med en eksisterende.
Skal nye trænere godkendes? Det er klubbens valg
Når træneren har gennemført oprettelsen, så lander anmodningen som udgangspunkt til godkendelse på forsiden af klubbens system, KlubOffice.
Her skal anmodningen godkendes, før træneren bliver tilknyttet holdet.
Det er dog også muligt at springe det trin over. Under 'Klubben' --> 'Klubinfo' --> 'Indstillinger' kan man således vælge fra, hvis ikke man vil godkende anmodninger fra nye trænere og holdledere.