Lad træneren sætte bolden i gang
Det er koldt. Det er mørkt. Og der er længe til sæsonstart.
Januar måned kan virke lang - også i fodboldlivet. Men når først bolden ruller og omklædningsrummet summer, så kommer endorfinerne hurtigt på banen igen.
Hvis jeres hold gerne vil spidse formen af med træningskampe frem mod sæsonstart, så kan vi melde om en god indskiftning her i årets første IT-nyt.
Trænere og holdledere kan nu selv sætte bolden i gang fra Mit DBU, og oprette træningskampe i systemet, så kampfordeleren blot skal godkende dem i KlubOffice.
Du kan læse alt om hvordan det foregår i artiklen her:
En anden indskiftning, som vi arbejder hårdt på, er det nye design af Fodbold app'en. Nu kan du, hvis du benytter en Android enhed, også hente app'en 'Min Fodbold' i Google Play.
Du kan desuden læse om nye priser på online indløsningsaftaler, blive opdateret på årets første justeringer af systemerne i IT Klubpakken. Og tilmelde dig årets online klubmøder.
Fodbold app'en i nyt design
Når du skal udtage holdet, sætte holdkort eller indberette livescore på første turneringskamp, så bliver det via et nyt design til Fodbold app'en.
Du kan få en forsmag på det ved at hente den midlertidige app, 'Min Fodbold':
Her fra App store
Her fra Google Play
OBS! Hvis du søger i Google Play, skal du skrive 'Min Fodbold DBU' for at få app'en frem.
Få en kort gennemgang af det nye design i videoen her:
Gratis online klubmøde d. 27. februar
Det er blevet en tradition, at vi sparker året i gang med at invitere alle klubfolk indenfor i maskinrummet - for at se på, hvad der er sket siden sidst, og hvad der kommer til at ske i IT Klubpakken i det kommende år.
Programmet er delt op i to halvlege. Vi fløjter kampen i gang kl. 19 med KlubOffice og Klub-CMS på banen, og efter pauseteen tager KampKlar og Fodbold app'en over.
Tilmeld dig 1. halvleg her
Tilmeld dig 2. halvleg her
Kontingentsæsonen er skudt i gang
1. februar og 1. marts er to af årets største kontingentdage. Hvis medlemsbetalingerne ruller i kassen 1. februar, så er notifikationerne sendt afsted. Men er der medlemmer, der skal have rabat, kontingentfritages - eller flyttes til en anden afdeling?
Find spørgsmål og svar her:
Nye priser på online indløsningsaftaler
Vores samarbejdspartner, Clearhaus, har informeret os om, at de fra 2023 opkræver faste gebyrer på kortbetalinger og oprettelse af abonnementer (ændringen er trådt i kraft 10/12-2022), som således fremover vil fremgå af jeres afregninger fra Clearhaus.
Det betyder, at man nu - udover de 1,25%, man betaler af købssummen - også betaler et fast gebyr på 0,30 kr. på enkeltbetalinger og ved oprettelse af abonnement. Desuden et autorisationsgebyr på 0,22 kr. pr. betaling.
Du kan holde dig opdateret i KlubOffice her, hvor priserne løbende vil blive rettet til for både Clearhaus og Nets. Nets har også justeret deres priser til et fast gebyr på 0,32% af købssummen. Det er dog værd at bemærke, at ikke alle typer kort kan håndteres med en Nets-aftale. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til online indløsningsaftaler.
Opdateringer
Systemopdatering 25. januar 2023En lille ændring, der skal gøre det lettere at overskue status på nyindmeldte medlemmer. Og så er det nye Get Movin' projekt flyttet i KlubOffice. Få overblik over nye muligheder og rettelser.
Vi ønsker dig, dit hold og din klub en god start på fodboldåret 2023 ⚽️