Tag bolden og gør kampene sjovere fra sidelinjen

image
Thomas Kristensen
25. juli 2019 kl. 15:05
3 ud af 4 fodboldspillere svarede i forbindelse med en større undersøgelse fra DBU, at statistikker og indblik i egne præstationer motiverer dem til at spillere mere fodbold. Du kan med få klik gøre det meget sjovere for spillere, fans og resten af fodbolddanmark, at følge med i de rækker, der ikke toner frem på tv-skærmen.

Sådan får du adgang

Som livescore indberetter får du en vigtig rolle i klubben. Du kan nemlig "tage bolden" på alle klubbens kampe. Det vil sige, at det er dig der står med ansvaret for at få noteret de rigtige målscorere, kort og assists. Derfor skal du have tilladelse fra klubben til at indberette livescore på kampe. Det får du via hvervet ’Livescore indberetter’. Din klub kan hjælpe dig med at blive det fra deres KlubOffice. Har du adgang til KlubOffice, kan du se hvordan du tildeler 'Livescore/kampfakta indberetter' hvervet - og klubhverv i det hele taget - her.

Sådan gør du

Når først du af klubben er blevet tildelt hvervet som 'Livescore/kampfakta indberetter' i klubben, er det lige til at komme i gang. Du skal bare bruge Fodbold app'en - den med DBU-logoet - og selvfølgelig internetforbindelse. Du kan læse alt om, hvordan du indberetter livescore på siden her. 

Det kan være svært at se, om det lige er nummer 5 eller 6, der fik prikket bolden i kassen. Derfor kan du som indberetter selvfølgelig også redigere i 'Kampfakta' efter kampen, og på den måde sikre at alle hændelser i kampen kommer med i statistikken, så du kan hjælpe med at gøre det sjovere at følge med i klubbens kampe. 

Få vist kampene på klubbens hjemmeside 

Hvor kan man egentlig følge med i det arbejde, du står og laver der på sidelinjen? Kampene kan altid følges live i Fodbold app'en, hvor det også er muligt at sætte notifikationer op, så interesserede får besked, når du "tager bolden" på en kamp. Ved hjælp af funktionen 'Mine hold' kan modtageren vælge hvilke kampe vedkommende vil have besked om, når der sker noget nyt. Se hvordan du sætter notifikationer op i Fodbold app'en her. 

Hvis klubben har en hjemmeside i DBU's hjemmesidesystem, Klub-CMS, vises kampene endda direkte på klubbens hjemmeside! På den måde kan du, i bedste Tipslørdag-stil, holde dig opdateret på hvordan det går klubbens hold. Livescoren kan vises som et modul, vist herunder - både på forsiden af siden, og på det enkelte hold. Du kan læse mere om, hvordan livescore sættes op på hjemmesiden her. 

I 2018 var U18 DM Ligaen den mest livescorede række med livescore på mere end 90% af alle kampe. Skal din række - eller din klub - være 2019's bedste? 

Luk