Menu

Indskiftninger til Infoskærm giver mere fleksibilitet

image Infoskærmen i fynske BBB er placeret med indkig og udsigt til banerne. Foto: Simon Munch Kirchhoff.
DBU IT
02. juni 2022 kl. 19:34
Nye muligheder er spillet ud i Klub-CMS for de klubber, der bruger 'Infoskærm' til at vise aktiviteter, sponsorer og nyheder frem på en skærm i klubhuset.

Der er (næsten) lige så mange skærmstørrelser som der er skærme. Indtil videre har 'Infoskærm' i Klub-CMS været begrænset til horisontale skærme, som udgangspunkt i formatet 1920x1080. Med den nyeste opdatering åbner banen nu også for andre skærmstørrelser. 

Der er desuden nyt til dem, der gerne vil rode med detaljerne som skrifttype og størrelsen på bundbar. Og så kan man nu tilpasse, hvor mange aktiviteter der skal vises af gangen på skærmen, og hvor ofte de skal rotere. 

Få i denne artikel overblikket over alle nye funktioner og tilretninger til 'Infoskærm' i Klub-CMS, som er lavet på baggrund af input fra brugere af Klub-CMS. 

Har I ikke Klub-CMS i jeres klub? Prøv 30 dage gratis og uforpligtende her. 

Fleksibel visning af aktiviteter

Nogle klubber har rigtigt mange aktiviteter om dagen, mens andre klubber har få - eller måske blot ønsker at vise kampe frem. Nu kan man indstille, hvor mange aktiviteter der skal vises på hver side - og hvor hyppigt der skal skiftes mellem siderne. 

Ved at vælge 'ultra kompakt', kan man få ca. 20. aktiviteter med på hver side. Den 'kompakte' visning giver ca. 10. Og med den 'normale' visning, er der plads til ca. 6 aktiviteter på hver side (med logoer på holdene ved kampe). 

Desuden kan man vælge, hvis der skal skiftes oftere eller sjældnere mellem de enkelte aktivitetssider end de 8 sekunder, der er standard. 

Sådan kan det se ud, hvis man vælger den 'ultra kompakte' visning af aktiviteter. 

Responsivt design 

'Infoskærm' til Klub-CMS er født til skærmstørrelser på 1920x1080. Det har givet de klubber, der benytter sig af vertikale skærme, udfordringer med at få siden til at passe til skærmen. Efter opdateringen af Klub-CMS, er designet nu responsivt, og siden tilpasser sig således den enkelte skærmstørrelse. 

Tilpas ur, tekst og bund

Der er også nye mulighed for dem, der gerne vil gå i detaljen med deres infoskærm. Efter opdateringen af Klub-CMS er der således mulighed for at tilpasse størrelsen på uret i bunden - eller helt fravælge at vise det. Desuden kan man tilpasse skriftstørrelse og størrelse på bundbar. 

Endeligt er der mulighed for at opskalere størrelse på tekst og elementer på hele skærmen, hvis man fx ønsker mindre - men mere fremtrædende indhold på skærmen. 

 

Find hele vejledningen til 'Infoskærm' her. 

Hvis I skal til at starte med at lave en infoskærm via Klub-CMS i jeres klub, kan du finde et webinar med tidskoder til de enkelte funktioner her. 

Opdateringen til Klub-CMS giver også flere strenge at spille på i klubbens nyhedsbrev. Læs mere om mulighederne her. 

Luk