Et nyt fodboldår er begyndt. Det betyder liv på træningsbanerne, lys i klubhusene og larm - den gode af slagsen - fra omklædningsrummene.
Både på og uden for banen, skal der for de fleste "bankes rust af" efter vinterpausen.
Vi kan desværre ikke hjælpe med at få ben og lunger tilbage i omdrejninger - men i nyhedsbrevet her, kan du finde tips til at få jeres klub og hold i topform uden for banen.
Start fx med et 'Sundhedstjek' af klubben - den nye digitale oprydningshjælp i KlubOffice:
Hvis du skulle have misset noget af alt det nye, der blev spillet ned i IT Klubpakken i 2021, så er der både video, tips og vejledninger at finde. Foruden gensyn med gamle kendinge som online indmeldelse og automatisk kontingent. Og endelig et tip, der kan drible jeres holdbilleder ind i den nye Fodbold app.
God læselyst!
Nyt og nyttigt
Optimering af online indmeldelse
Rigtig mange klubber benytter muligheden for at tilbyde medlemmerne online indmeldelse via KlubOffice.
Vi har rettet lidt i flowet, for bedre at hjælpe medlemmer og forældre i forbindelse med indmeldelsen.
Sådan ser det ud for medlemmerne, når de melder sig ind i en klub, der benytter online indmeldelse via KlubOffice. Se hvordan man kommer i gang med online indmeldelse her.
Kontingentkørsel
Februar eller marts måned har i de fleste klubber et stort kryds i kalenderen. Her skal der nemlig inddrives kontingent. For mere end halvdelen af landets fodboldspillende medlemmer, bliver medlemsbetalingerne hentet med hjælp fra KlubOffice og den automatiske kontingentkørsel.
Herunder kan du finde gode fif - og ikke mindst få styr på de faldgruber, der kan være en dyr omgang for klubkassen, hvis ikke fluebenene er sat rigtigt i KlubOffice.
Gør Fodbold app'en til jeres app
Fodbold app'en i sit nuværende design, er gået ind i de døende minutter. I første halvdel af det nye fodboldår, bliver en ny version af app'en skiftet ind. Meget mere om det i næste udgave af Fodboldens IT-nyt.
Men, allerede nu kan I sikre jer, at Fodbold'en får jeres præg.
I KlubOffice kan man allerede nu uploade billeder på det enkelte stamhold, som vil blive vist på holdet, når app'en bliver sat på banen.
Se hvordan under 'Holdbilleder' på siden her.
'Holdbilleder' vil blive vist på holdet, når den redesignede Fodbold app er klar.
Til sidst vil vi gerne takke de mange klubfolk, som vi har haft fornøjelsen af at møde på skærmen, debattere og blive klogere sammen med ved de tre online møder, vi har afholdt i januar måned. Ved alle tre lejligheder har vi fået værdifulde ideer og input, som vi kan arbejde videre med.
Hold øje med 'Begivenheder' på IT Klubpakken-siden, eller kalenderen i KlubOffice, for det næste arrangement.
Rigtig god opvarmning til forårssæsonen!
Med venlig hilsen
DBU IT
DBU IT - Telefontid 9.00 - 16.00 +45 43 26 54 55 - E-mail: support@dbu.dk -
www: Klubservice