Menu

Inspiration til infoskærm: Baneoversigt og omklædning på mobilen

image
DBU IT
21. maj 2021 kl. 10:54
Skærmen med praktiske informationer, behøver ikke være begrænset til indgangen i klubhuset. Med en QR-kode kan man give gæsterne skærmen med rundt på anlægget.

Scan og tag med 

Omklædningsrum. Banenummer. Og en oversigt til at finde frem til banen. Der er flere vigtige informationer, der oftest serveres for gæsternes trænere og holdledere ved indgangen til klubhuset. 

Men når det store taktiske oplæg er skudt af, kan det være svært at huske, om det er på bane 3A eller 4B, slaget skal slåes. Og hvor er det nu lige på anlægget, at den bane ligger? 

Med 'Infoskærme' i Klub-CMS kan man lave lige så mange forskellige infoskærmssider, man har lyst til. Alle sider får deres egen 'URL', som man kan indtaste i en browser, eller linke til, fx fra en QR-kode. 

I Skjold Birkerød har de benyttet den mulighed til at lave en mere simpel infoskærm, der via en QR-kode kan hentes ind på brugerens egen mobil. 

Trænere, spillere og gæster kan således - som alternativ til skærmen i klublokalet - også tage infoskærmen med rundt ved at scanne QR-koden fra kameraet på telefonen. 

Sådan ser den plakat ud, som Skjold Birkerød bruger som alternativ infoskærm. 

Vejledning til at komme i gang med 'Infoskærm' her

Se webinar om 'Infoskærm' her

De vigtigste informationer i lommen 

I Skjold Birkerød har de to forskellige typer skærme - én til den den store fladskærm i klubben, hvor der foruden dagens kampe og en baneoversigt, også er plads til sponsorer, seneste nyt fra klubben og et baggrundsbillede fra fodboldskolen. 


En infoskærm, som den kan se ud i fuld størrelse - med sponsorer, dagens kampe og et baggrundsbillede.

Men bag QR-koden gemmer sig altså en lidt mere mobilvenlig version, hvor siden er barberet ned til dagens kampe - og et 'Baneoversigtsbillede'.


De to sider, som gæsterne møder på mobilversionen af Skjold Birkerøds infoskærm. 

Hvordan opretter man en QR-kode? 

Der findes flere forskellige værktøjer til at oprette - og administrere - QR-koder. En af de gratis muligheder er i Google Chrome, hvor man ved at højreklikke på siden, kan få en QR-kode, der kan indsættes på fx en plakat. 

De fleste telefoners kamera understøtter scanning af QR-koder. Så for gæsterne er det let at scanne koden. 

Tak til Skjold Birkerød Fodbold for inspiration til artiklen her. Har din klub en god idé, et forslag til udvikling - eller andre input til IT Klubpakken? Skriv til os på support@dbu.dk

'Infoskærm' er inkluderet i prisen på et Klub-CMS, der i 2022 koster 4.325 kr. pr. år. Har din klub ikke Klub-CMS kan I prøve helt gratis og uden forpligtelser i 30 dage. Bestil en prøveperiode fra linket her. 

Luk