Menu

Ny opsætning på KlubOffice økonomi support

image
07. september 2018 kl. 12:58
Udvidet åbningstid på supporttelefonen og et helt nyt instruktørteam er blevet indført fra sæsonstart.

DBU lancerede efter sommerpausen et helt nyt instruktør-team under ledelse af Marianna Sørensen, som selv har være tilknyttet økonomisupporten siden dens opstart. Instruktørerne, der som vanligt bookes via Lokalunionen, vil samtidig udgøre supportteamet. 

Du kan kontakte supporten med generelle spørgsmål til KlubOffice økonomi på 43 26 54 40. 

De nye åbningstider er som følger: 

Mandag: 9-11 + 19-21

Tirsdag: 9-11 + 19-21

Onsdag: 9-11 + 19-21

Torsdag: 9-11 + 19-21 

Mød det nye supportteam her: 


København, Sjælland og Lolland/Falster


Søren Jarnbo

Jeg er 53 år og er gift med Anita på 4. år. Vi har tilsammen fire børn (2 hver) i alderen 17 til 24 år. Alle børn har gennem deres opvækst spillet fodbold - primært i Greve fodbold, hvor vi har boet i mange år.

Jeg bor i Greve, syd for København og har som kluboffice-instruktør dækket Sjælland og Lolland/Falster. Jeg implementerede KlubOffice i Greve Fodbold i foråret 2004 og sad som kasserer frem til foråret 2008. Jeg har været tilknyttet supporten, siden den startede i december 2004. Til daglig arbejder jeg med IT processer på LEO Pharma i Ballerup.

 

Flemming Berg

Jeg er 50 år og er gift med Annette. Jeg har en søn på 22 og en bonusdatter på 15. Vi bor i eget hus i Brøndby Strand. Familien er tilknyttet fodbold-livet, som aktive spillere, trænere og dommere. Jeg har altid været den "aktive" forældre, enten som træner, eller som en del af en bestyrelse. Jeg har været kasserer i ØB90 - Ølstykke i 10 år, samt i Vallensbæk fodbold mindst lige så længe. Til dagligt arbejder jeg som afdelingsleder i en Tv-inspektionsafdeling under HCS. Min fritid går med familielivet, hund, lidt træning samt at følge børnenes fodbold.

 


Fyn, Syd og Midtjylland (Århus og Sydpå)


Annette Leegaard Jakobsen

Jeg sidder i bestyrelsen og er kasserer i den nu 2 år gamle kvindefodboldklub Odense Q, som spiller i den bedste række i DK. Jeg har derfor arbejdet med Kluboffice i 2 år og glæder mig til at supportere andre klubber. Jeg er 52 år, gift med Flemming, som er brugsuddeler, sammen har vi en søn på 23 og en datter på 19. Jeg har selv spillet fodbold på højeste plan op igennem 80’erne og 90’erne og har også altid deltaget i bestyrelsesarbejde. Det er rigtig sjovt og spændende at være med til at opbygge ”hele Fyns fodboldflagskib”. I resten af min fritid elsker jeg at cykle, løbe, vandre, spille golf, rejse og spise god mad og drikke god vin med familie og venner.

Jeg har de sidste 18 år været bogholder i et Tømrer- og entreprenørfirma, men mente at det nu var tid til at prøve noget andet. Så i halvdelen af mit daglige arbejde er jeg nu administrationschef hos Nybolig/Seva i Svendborg. Derudover er jeg ved at starte mit eget firma, som hedder AL Regnskab. Som navnet antyder, bliver det bogføring og regnskabsassistance for diverse firmaer og for DBU, som er min første kunde.

 

Frank Schalech

Jeg er 45 år gammel, gift og har 6 børn mellem 14 mdr. og 18 år. Jeg og min aktive familie bor til daglig nær Kolding (Vester Nebel). Til daglig sidder jeg som souschef i regnskabsafdelingen i et større automobilfirma. Tidligere har jeg arbejdet 9 år som revisor. Jeg kender stort set ikke til Kluboffice i forvejen, men arbejder på sagen. I min fritid er jeg fodbolddommer og sidder i bestyrelsen i dommerklubben som kasserer, ligesom jeg tidligere har været kasserer i min tidligere fodboldklub i en årrække, mens jeg stadig var aktiv fodboldspiller. 

 


Nordjylland – fra Århus og nordpå


Jan Pedersen

Jeg er 56 år og bor sammen med min kæreste i Nørresundby. Vi har tilsammen 4 dele børn mellem 18 og 25 år. Jeg har i en årrække været kasserer i en fodboldklub og har selv mplementeret Kluboffice økonomi system fra bunden. Jeg har derfor et rigtigt godt og praktisk kendskab til systemet og glæder mig rigtig meget til at supportere andre klubber. Jeg er til daglig ansat i indkøbsafdelingen i vindmøllebranchen. I min fritid spiller jeg fodbold et par gange om ugen - hele året - spiller guitar og ellers nyder at være sammen med min dejlige familie.

 

Jannie Sørensen

Jeg er 34 år og bor i Vestbjerg med min søn på snart 12 år. Jeg er kærester med hans far og har en bonusdatter på snart 13. 

Jeg har været med på kluboffice lidt under 2 år. Jeg er frivilligheds-koordinator i min lokale klub, hvor jeg også er en del af et samarbejde med 2 andre klubber, kaldet TSV (Tylstrup-Sulsted-Vestbjerg). Jeg er uddannet cand.merc.jur (erhvervsøkonomi og erhvervsret). Jeg er jobsøgende, så i øjeblikket er mit eneste arbejde her ved DBU.

 

Karina Christensen

Jeg er 42 år, gift, har en dreng på 15 og en pige på 9, og er bosiddende i Løgstør. Til daglig er jeg freelance bogholder, hvor jeg hjælper små virksomheder med deres daglige regnskab m.m. I min fritid spiller jeg golf, samt hygger med min familie. Jeg arbejder på at få kendskab til kluboffice, så mine regnskabsmæssige kompetencer sammen med kluboffice kan komme fodboldklubberne i det nordjyske til gode.

 


Generel Jylland og Fyn – samt leder af support-teamet


Marianna Sørensen

Jeg er 54 år, gift, har 2 drenge på 19 og er bosiddende i Luxembourg. Sport og Fodbold i særdeleshed har altid fyldt meget i familiens hverdag. I mit daglige arbejde er jeg konsulent for forskellige virksomheder (bl.a. DBU) med arbejdsopgaver primært indenfor administration, økonomi/regnskab og support. Jeg har været med på kluboffice supporten siden dens opstart, først som supporter og efterfølgende som instruktør (Jylland og Fyn) og regnskabshjælp (landsdækkende). Qua min geografiske bopæl har jeg ikke længere direkte tilknytning til en dansk fodboldklub, men via instruktørbesøg og regnskabshjælp opsamler jeg dagligt en masse input/erfaringer, som jeg i anonymiseret form kan dele med andre fodboldklubber. Min fritid går med familien, fysisk aktivitet, mad-eksperimentering, håndarbejde og læsning. Jeg glæder mig meget til at være en del af den nye supportfunktion, hvor klubberne forhåbentlig vil opleve en mere oplysende og bredere support, end det hidtil har været tilfældet.