Menu

Nyt til din Fodbold app: Vejr, kampændringer og holdkort

image
Thomas Kristensen
05. december 2019 kl. 14:51
Vejrudsigt på kampen fra YR. Besked til trænere om kampændringer. Holdkortspærring ved manglende spilletilladelse. Det er tre af de nye funktioner, som du kan finde i den dugfriske version af Fodbold app'en.

Få hjælp til at pakke fodboldtasken

Shorts eller lange ærmer? Korte eller lange knopper? Med eller uden handsker? Nu kan du få hjælp til at pakke fodboldtasken. Fra kampsiderne i Fodbold app'en - og på aktiviteterne i KampKlar - får du nu vejrudsigten serveret fra YR. 

Kampændringer i KampKlar 

Det har længe været et stort ønske fra trænere og holdledere i KampKlar, at kunne reagere med det samme, når der er ændringer til kampe eller stævner. Gode nyheder: Det kan du nu! 

Når der løber en kampændring igennem systemet får du med det samme mulighed for at tage stilling til, hvad du vil gøre ved ændringen. Det kan være, at en kamp kun er flyttet en time - og du derfor ønsker at bevare de samme deltagere på kampen. Det kan også være, at kampen er flyttet til en anden dag, og du derfor skal til at udtage et nyt hold. Se i videoen her, hvordan du kan se - og reagere - når der er ændringer på dine aktiviteter i KampKlar. Du kan også læse vejledningen her. 

Hjælp til holdkortindberetteren: Ingen spilletilladelse - ingen kamp 

For at være berettiget til at spille kampe i DBU- og lokalunionernes kampe, skal man have et 'spillercertifikat' eller en 'supplerende spilletilladelse' (hvis man spiller i flere forskellige klubber). Et tjek, der nu er blevet lettere at lave for den, der udfylder holdkortet. 

Fra på mandag d. 8. december kan en spiller, der ikke har et spillercertifikat - eller en supplerende spilletilladelse i klubben - ikke påføres holdkortet. Se hvordan du som klub kan forhindre spærrede spillere her.


Sådan ser det ud, hvis du kopierer spillere fra sidste holdkort, som ikke har et spillercertifikat eller en supplerende spilletilladelse i klubben. 

Bruger I KampKlar på holdet, kan du som træner eller holdleder fra spilleroversigten på Mit DBU skabe overblikket over, hvem der ikke er spilleberettiget, som vist på billedet her. Funktionen vil senere også flytte med over i KampKlar i Fodbold app'en. 

Datatjek 

Fodboldpasset sikrede, at blandt andre rigtigt mange fodboldspillere, trænere og ledere fik opdateret oplysningerne på deres DBU-profil. Det er en stor hjælp for de klubber, der fx opkræver kontingent via DBU's systemer, men giver også hver enkelt person i fodbold-Danmark en bedre oplevelse i brugen af systemerne. 

Derfor bliver du bedt om at tage stilling til, om de oplysninger vi har på dig, nu også er de rigtige. Du vil blive mødt af denne pop-up boks: 

Du kan selvfølgelig altid ændre dine oplysninger ved at trykke på dit eget navn, når du er logget ind i Fodbold app'en. Samtykke til brug/visning af billeder tager nu også højde for både moderklub - og evt. samarbejdsklubber. 

Notifikationer tilbage på Android 

Der opstod uheldigvis en situation, hvor Android-brugere ikke længere modtog notifikationer, når Fodbold app'en var lukket. Den fejl er nu blevet rettet, så der igen kan sendes - og modtages - beskeder fra KampKlar. 

Luk